Ceremoni for at anerkende og navngive et barn

Alle I, der er kommet til stede her,

træd nærmere.

Formålet med, at vi er samlet, er,

at anerkende og navngive

dette barn.

Født i dette univers

ved to menneskers

(faders navn)s og

(moders navn)s handling.

 

Født til en arv,

som, overgivet på

den rigtige måde,

vil give (ham/hende) viden

og retten

til at gøre, som (han/hun) selv vil.

 

Ophøjet,

ukrænkeligt, er dét, (han/hun) beslutter,

når (han/hun) kommer til skelsår og alder.

 

Inden for vores art,

den art der kaldes mennesket,

hersker den skik, at mens et barn

endnu ikke fuldt ud kender

skik og brug

i den gruppe og det sted,

hvortil det nu er kommet,

så træder et andet og mere

voksent menneske til

med erfaringer i alle veje og stier,

faldgruber

og fælder,

som dette liv kan rumme,

og påtager sig ansvaret

for at stå barnet bi

under

dets opvækst.

 

Almindeligvis

forventes det ikke at blive

nogen byrdefuld opgave.

Der er dog ét moment,

som det hér vil være klogt

at dvæle ved.

 

Og det er ganske enkelt:

Skulle det hænde,

at begge forældre forlader

den livets vej, de nu

forventer at følge (fordi kroppen er

en skrøbelig ting, og i

spillets mange facetter,

kan et træk blive skæbnesvangert).

 

Skulle det ske, da

er det nogle af de tilstedeværendes

pligt at træde ind og være

i disse

to forældres sted;

og skønt de

ikke er knyttet til barnet

med blodets bånd,

påtager de sig

med de løfter, de giver her,

at de vil sørge for en grundig

og omhyggelig opdragelse af barnet,

indtil det fuldt ud har opnået det fulde kendskab

til sin ret.

 

Er der nogen her,

som har afgivet et sådant løfte?

Godt.

 

I hørte mig oplyse

for barnet, dets forældre

og alle de andre tilstedeværende,

hvilken pligt I,

(faddernes navne)

har påtaget jer.

Jeg beder jer nu

om at svare mig lige ud:

 

Lover du (mandlig fadders navn)

og du (kvindelig fadders navn)

at give dette endnu unavngivne barn

al rimelig støtte og hjælp,

så det får al den vejledning,

der skal til,

så det opnår det fulde udbytte

af sin åndelige arv?

Gør I?

Godt.

 

Og I forældre,

(fars navn)

og (mors navn),

er I enige om

at de to kan træde i jeres sted?

Er I?

Godt.

 

Så er det sådan.

Det er nu en aftale.

Og nu skal barnet

have sit navn.

 

Er I fire,

som er dem,

det mest angår,

I, gennem blodets bånd,

og I, gennem jeres løfte,

blevet enige om et navn?

Så fortæl mig det.

 

Må jeg holde barnet?

 

Goddag med dig og

velkommen til.

Det navn, du her har fået,

er dit, og du kan bruge det

eller finde et andet

efter dit eget valg.

Det er vores gave til dig.

 

Til alle jer, der er her i dag, vil jeg sige,

at der er blevet

talt på vegne af dette barn,

og der er givet løfter,

både af forældrene

og af disse to,

som ved deres villighed

nu har samtykket i

at tage ansvar

for at sikre, at lille

(barnets fulde navn)

får alt det, som vi,

der er af samme art og natur

og med samme baggrund

som (han/hun) selv, kan yde.

Det er (hans/hendes) ret.

 

Og I, som vidner,

skal også vide,

hvad det er,

vi yder (ham/hende).

Kort fortalt er det:

At (han/hun) får alle

muligheder for at forstå

de regler, efter hvilke vi spiller

det spil, vi kalder livet

og yderligere,

at alle vi, der er samlet her,

gør vort til,

at (han/hun) får

den vejledning og den viden,

som vi allerede selv

har samlet på vor vej –

og altid får den på en måde,

så (han/hun) kan forstå den.

 

Men samtidig må vi aldrig glemme,

at lille (barnets fornavn)s

liv er (hans/hendes) eget,

og at det i sidste ende

er (ham/hende) selv,

der vælger den vej, (han/hun) vil gå,

det spil, (han/hun) vil spille.

Og skulle (han/hun)

engang beslutte

at afvise det spil,

der for os synes at være

det eneste

af værdi,

så har (han/hun) også ret til det.

 

Vor opgave er at undervise

og sikre,

at (han/hun) til sin tid

opnår den frihed

selv at kunne dømme

godt og rigtigt

om sin egen fremtid.

 

Vi hjælper, vi underviser,

og vi benytter vor viden

til at give vor medskabning

evnen til at forstå –

OG INTET ANDET.

 

Lad ingen sige:

”Du skal gøre dette og hint,

for det har vi bestemt.

 

Så er det sådan.

 

Ved at være vidne til denne navngivning

tilkendegiver I hver især, at I

byder dette menneske

(barnets navn),

som (han/hun) nu hedder,

velkommen i vor kreds

med anerkendelse.

 

Som det sidste vil jeg bede jer alle her

om at hilse på

(barnets fornavn) for at sige velkommen.

Godt.

 

Mor, tag dit barn.

Nu er det blevet anerkendt

og budt velkommen her.

 

Og når vi nu går hver til sit,

så lad os huske på,

når vi ser

(barnets navn) igen,

at vi har budt (ham/hende) velkommen

i dag.

 

Tak skal I have.

L. Ron Hubbard